23948sdkhjf

Ny ejer vendte skuden for Mutebox: Her er de ambitiøse fremtidsplaner

Et ejerskifte i slutningen af 2022 har åbnet nye muligheder for Mutebox

Et tronskifte. 

Det var, hvad Mutebox gennemførte i december 2022, da Jonas Kjemtrup - den ene af to stiftere af Mutebox - frasolgte en stor del af sin ejerandel til John Bjerrum Nielsen A/S. 

Dengang erklærede man , at Mutebox var "klar til at oppe vækstambitionerne". 

- Vi vil gerne ud i verden og har helt sikkert planer og ambitioner om at se langt ud over Danmarks grænser. Vi er allerede etableret i Skandinavien, men vi vil også gerne være relevante i det øvrige Europa, siger Jonas Kjemtrup. 

Der er liv og glade dage i Mutebox-stifterens stemme - og alligevel aner man de jyske aner, da han henkastet siger, at "det står godt til". 

- Vi høster frugterne af nogle langsigtede investeringer og begynder at se det virke, tilføjer han umiddelbart herefter. 

Med en ny ejer ombord har tingene bestemt ikke stået stille for Mutebox-virksomheden, som har vendt et negativt resultat for 2022 på 5,5 millioner kroner til et plus i 2023 - og samtidig har sikret Mutebox' egenkapital, som ellers var i faretruende minus tidligere. 

Mutebox

  • Mutebox er en dansk designvirksomhed.
  • Virksomheden blev stiftet i 2019 af Thomas Keller Carstensen og Jonas Kjemtrup.
  • Mutebox og udvikler sælger møderum og telefonbokse til brug i åbne kontorlandskaber og storrumskontorer. 
  • Jesper Buch har tidligere været investor, men blev købt ud i forbindelse med opkøbet af John Bjerrum Nielsen A/S. 

Kilde: Mutebox

Ingen store ændringer

Krig i Ukraine, efterdønninger af corona og nogle tiltag internt i virksomheden spændte ben for Mutebox' forretning i løbet af både 2021 og 2022. 

Det vidner virksomhedens seneste årsregnskaber også om. 

Men med den nye ejer ombord, er Mutebox "lykkedes med at komme igennem de seneste turbulente år sammen i fællesskab", som Jonas Kjemtrup formulerer det. 

Han tilføjer, at han betragter den nye ejer, John Bjerrum Nielsen A/S, "som venner".  

- Men det har også vist sig, at de nye ejere egentlig ikke har medført de store ændringer i strategien og forretningsførelsen. Meget atypisk er der faktisk ikke sket noget med ejerskiftet. Det virker totalt banalt, men er i virkeligheden unikt, siger Jonas Kjemtrup. 

Mens han frasolgte en stor del af sit ejerskab af Mutebox-virksomheden, har han fastholdt sin titel som direktør - og dermed er han stadig primus motor for virksomheden.  

Og selvom Mutebox' fortsatte vækst er planlagt ned i detaljen, kommer Jonas Kjemtrup alligevel med en advarsel. 

- Man skal passe på med planer. Vi ser os selv som værende enormt relevante på markedet og vil i fremtiden også gerne stå stærkere på bæredygtighed og genanvendelse af de materialer, der er i vores produkter. 

Han teaser over for RetailNews for, at Mutebox kommer til at lancere nyheder på den front i løbet af 2024 - men hvor virksomheden har målrettet sin ekspansion, vil Jonas Kjemtrup ikke blive helt konkret på. 

- Det skal lige lande helt, inden vi er klar til at melde yderligere ud der. 

MuteBox ApS
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 4,6 7,4 11,6
Resultat af primær drift 0,8 -6,8 5,4
Resultat før skat 0,5 -7,4 5,1
Årets resultat 0,4 -5,5 4,2
Balancestatus 18,2 18,7 24,3
Egenkapital 0,1 -0,4 6,2
Antal ansatte 18 21 12
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: iværksætteri
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.67